Udsens arkitektur

Med sine tanker om åbne planløsninger og rummelighed, og den gennemgående brug af gule murstensvægge, sort og bærende træværk i konstruktionerne, store vinduespartier og fyrretræslofter, var Bertel Udsen både et produkt af sin tid og forud for sin tid. Overalt anvendte han relativt få materialer, primært tegl og træ, i varme farver, der med stoflighed og rustikke virkninger gav husene en enkel skønhed. Den enkle og udsøgte materialeholdning, de mange gennemarbejdede detaljer og den smukke proportionering gav hvert hus klare arkitektoniske værdier.

Inspirationen fra både Jørn Utzon og Frank Lloyd Wright er tydelig, og mange af Udsens huse blev gennemførte repræsentanter for enfamiliehuset som en del af velfærdssamfundets bygningskultur.

På denne hjemmeside har Forening for påskønnelse af Bertel Udsens huse samlet billeder af udvalgte Udsen-huse. Nogle huse har for nyligt været til salg, hvorfor ejendomsmægleren har tilvejebragt billeder, og andre huse tilhører medlemmerne af foreningen, som venligt har ladet deres huse fotografere for at dele den unikke og alligevel gennemgående arkitektur, der kendetegner Udsens mange huse.

Kontakt os endelig, hvis du vil have dit Udsen-hus med på denne side.


Villa i Fredensborg fra 1974 med forskudte niveauer og røde mursten

Huset på Rønnevej 11 i Sørup har gennemgående rå murstensvægge, loft til kip, forskudte plan samt flotte plankegulve på værelser og i stuen og er smukt placeret med udsigt over haven og sø. Lidt atypisk er huset bygget med røde mursten, som sammen med de smukke trælofter overalt i huset giver et flot farverigt hus.


Villa i Farum fra 1962 med store vinduespartier

Huset på Brudedalen 29 har særdeles flotte trædetaljer i loftet, der følger de forskudte niveauer. Desuden er der store vinduespartier i stuen – lidt atypisk for Udsen – og flere andre fine detaljer, der giver lys og luft i alle rum. Huset fik i 1977 en lille tilbygning, der udvidede det store soveværelse. I forhold til den oprindelige plantegning (se byggesag) er to kamre også i dag blevet samlet til ét større værelse.



Villa i Søllerød fra 1959 på skrånende grund

Huset på Arnevangen 15 er opført på en skrående grund og placeret på grundens østlige del, hvor det strækker sig i hele grundens længde fra nord til syd. Det skrående terræn genfindes og udnyttes i både planens og tagfladernes forskudte niveauer.

Huset fremstår ualmindelig intakt med sin enkle udsøgte materialeholdning, de mange gennemarbejdede detaljer og den smukke proportionering. Brug af skydedøre mellem opholdsrummene understreger det flydende rumforløb, der er så karakteristisk for Bertel Udsens arkitektur. Der er skrevet om huset på arkitektursiden Vild med huse: Man forelsker sig i Udsens komplekse arkitektur.

Huset er pr. februar 2024 sat til salg.


Villa i Birkerød fra 1962 med dejlig genkendelig plantegning

Hvis huset på Birkevej 10 virker bekendt, er det fordi bygherre ønskede et hus magen til Udsens eget hus på Bjælkevangen i Lyngby. Den endelige plantegning til Birkevej 10 blev dog en anelse justeret for at passe til grunden, typisk for Bertel Udsen. Huset har en rummelig og åben planløsning, der trods et originalt boligareal på kun 116 m2 alligevel rummer hele 4 værelser. Huset har siden fået tilføjet ny entré og udestue, og er i dag på 139 m2. 

Huset på Birkevej 10 er ualmindeligt godt vedligeholdt og fik for nyligt restaureret det originale køkken. De gamle låger blev afmonteret og fik fjernet den gamle Oregon Pine finér, hvorefter et nyt lag Oregon Pine blev monteret, slebet og lakeret, således at køkkenet i dag fremstår helt som da det blev monteret i 1962.


Villa i Gl. Holte fra 1971 i to etager

Huset ligger på Højleddet 29 og er med sin irregulære grundplan, sit “flydende” rumforløb samt det nære samspil med den omgivende natur og en gennemført ærlighed i materialerne, en fin og særdeles intakt repræsentant for Udsens traditionelle amerikansk/japansk inspirerede villaarkitektur.



Villa i Rungsted fra 1960 med stort orangeri

Huset ligger på Hestehaven 11 i Rundsted Kyst. Huset fremstår helt uændret og endda med originalt køkken, og har de karakteristiske flotte gule murstensvægge, fyrretræslofter, forskudte plan og et fantastisk lysindfald, som er indtænkt i arkitekturen for at sikre lyset fra alle fire verdenshjørner.



Sommerhus i Nexø fra 1978

Sommerhuset ligger på Gubbegårdsvej 17 i Nexø på Bornholm, på en 2500 m² stor naturgrund. Huset er opført som et længehus med assymmetrisk taghældning. Størstedelen af huset er gennemlyst fra begge sider og kombinationen med ovenlysvinduer gør huset meget lyst.



Villa i Dragør fra 1969 i forskudte plan

Huset ligger på Nordvænget 4 i Dragør. Modsat de fleste grunde i Nordsjælland, hvor Udsen “normalt” boldtrede sig, ligger huset på en relativ lille grund på 734 kvm. Huset har en formidabel plantegning, med niveauopdeling mellem køkken/spisestue og opholdsstue, som passer optimalt til den lidt mindre grund.



Villa i Farum fra 1966 med tilbygning fra 1971

Huset ligger på Hyldevænget 20 i Farum, og fik i 1971 en tilbygning, også tegnet af Bertel Udsen. Tilbygningen gav huset et køkken-alrum, og lå i forlængelse af stuen, der havde den karakteristiske store pejs.



Villa i Birkerød fra 1967 med hvide mursten og stor terrasse

Villaen på Abildlunden 18 i Birkerød har meget typisk Udsen-arkitektur, og fremstår originalt med Oregon Pine-køkken. Huset adskiller sig dog væsentlig fra andre ved at være bygget med hvide mursten frem for gule.



Villa i Holbæk fra 1982 med kvadratisk planløsning

På Kærsangervej 114 i Holbæk lige ud til Holbæk Fjord, ligger dette fine hus, som – atypisk for Bertel Udsen – har rødt tegltag, ingen pejs og en helt kvadratisk planløsning. Til gengæld har den mange karakteriske særtegn, herunder de skrå lofter, høje vinduespartier og en åben planløsning. Et af Udsens senere huse.



Villa i Farum fra 1971 med plantegning lig Udsens eget hus

På Egebakken 6 i Farum ligger et hus på 156 kvm, hvis plantegning er stærkt inspireret af huset eget hus fra 1956. De primære forskelle dækker primært over, at der en separat børneafdeling med 3 værelser, at forældreværelset har eget badeværelse (i stedet for lille arbejdsværelse), og at udendørs er der en stor opmuret terrasse med trægulv.



Villa i Vipperød (Holbæk) fra 1973 på hele 406 kvm

På Arnakkegårds Allé 60 i Arnakke, Vipperød ligger et enormt Bertel Udsen-hus, der har udsigt til Bramsnæs Bugt. Huset har specielt mange fine detaljer i loftkonstruktionen.



Villa i Trørød fra 1966 med den karakteristiske pejs

På Folesletten 23 i Trørød ligger et Udsen-hus med en særdeles stor og central pejs i stuen, karakteristisk for Udsens huse.


Villa i Greve fra 1969 på hele 226 m2

Huset på Jerismosevej 75 i Greve er tidligere lægebolig. Huset har de karakteristiske forskudte plan og store kamin, men også sorte bjælker i træloftet, hvilket ikke ses så ofte.