Med sine tanker om åbne planløsninger og rummelighed, og den gennemgående brug af gule murstensvægge, sort og bærende træværk i konstruktionerne, store vinduespartier og fyrretræslofter, var Bertel Udsen både et produkt af sin tid og forud for sin tid. Overalt anvendte han relativt få materialer, primært tegl og træ, i varme farver, der med stoflighed og rustikke virkninger gav husene en enkel skønhed. Den enkle og udsøgte materialeholdning, de mange gennemarbejdede detaljer og den smukke proportionering gav hvert hus klare arkitektoniske værdier.
Inspirationen fra både Jørn Utzon og Frank Lloyd Wright er tydelig, og mange af Udsens huse blev gennemførte repræsentanter for enfamiliehuset som en del af velfærdssamfundets bygningskultur.
På denne hjemmeside har Forening for påskønnelse af Bertel Udsens huse samlet billeder af udvalgte Udsen-huse. Nogle huse har for nyligt været til salg, hvorfor ejendomsmægleren har tilvejebragt billeder, og andre huse tilhører medlemmerne af foreningen, som venligt har ladet deres huse fotografere for at dele den unikke og alligevel gennemgående arkitektur, der kendetegner Udsens mange huse.
Kontakt os endelig, hvis du vil have dit Udsen-hus med på denne side.
Villa i Birkerød fra 1962 med dejlig genkendelig plantegning
Hvis huset på Birkevej 10 virker bekendt, er det fordi bygherre ønskede et hus magen til Udsens eget hus på Bjælkevangen i Lyngby. Den endelige plantegning til Birkevej 10 blev dog en anelse justeret for at passe til grunden, typisk for Bertel Udsen, men bygherre fik sit ønske opfyldt. Huset har en rummelig og åben planløsning, der trods et originalt boligareal på kun 116 m2 alligevel rummer hele 4 værelser. Huset har siden fået tilføjet ny entré og udestue, og er i dag på 139 m2.
Huset på Birkevej 10 er ualmindeligt godt vedligeholdt og fik for nyligt restaureret det originale køkken. De gamle låger blev afmonteret og fik fjernet den gamle Oregon Pine finér, hvorefter et nyt lag Oregon Pine blev monteret, slebet og lakeret, således at køkkenet i dag fremstår helt som da det blev monteret i 1962.
Villa i Greve fra 1969 på hele 226 m2
Huset på Jerismosevej 75 i Greve er tidligere lægebolig. Huset har de karakteristiske forskudte plan og store kamin, men også sorte bjælker i træloftet, hvilket ikke ses så ofte.
Villa i Gl. Holte fra 1971 i to etager
Huset ligger på Højleddet 29 og er med sin irregulære grundplan, sit “flydende” rumforløb samt det nære samspil med den omgivende natur og en gennemført ærlighed i materialerne, en fin og særdeles intakt repræsentant for Udsens traditionelle amerikansk/japansk inspirerede villaarkitektur.
Villa i Rungsted fra 1960 med stort orangeri
Huset ligger på Hestehaven 11 i Rundsted Kyst. Huset fremstår helt uændret og endda med originalt køkken, og har de karakteristiske flotte gule murstensvægge, fyrretræslofter, forskudte plan og et fantastisk lysindfald, som er indtænkt i arkitekturen for at sikre lyset fra alle fire verdenshjørner.
Sommerhus i Nexø fra 1978
Sommerhuset ligger på Gubbegårdsvej 17 i Nexø på Bornholm, på en 2500 m² stor naturgrund. Huset er opført som et længehus med assymmetrisk taghældning. Størstedelen af huset er gennemlyst fra begge sider og kombinationen med ovenlysvinduer gør huset meget lyst.
Villa i Dragør fra 1969 i forskudte plan
Huset ligger på Nordvænget 4 i Dragør. Modsat de fleste grunde i Nordsjælland, hvor Udsen “normalt” boldtrede sig, ligger huset på en relativ lille grund på 734 kvm. Huset har en formidabel plantegning, med niveauopdeling mellem køkken/spisestue og opholdsstue, som passer optimalt til den lidt mindre grund.
Villa i Farum fra 1966 med tilbygning
Huset ligger på Hyldevænget 20 i Farum, og fik i 1971 en tilbygning, også tegnet af Bertel Udsen. Tilbygningen gav huset et køkken-alrum, og lå i forlængelse af stuen, der havde den karakteristiske store pejs.
Villa i Søllerød fra 1959 på skrånende grund
Huset på Arnevangen 15 er opført på en skrående grund og placeret på grundens østlige del, hvor det strækker sig i hele grundens længde fra nord til syd. Det skrående terræn genfindes og udnyttes i både planens og tagfladernes forskudte niveauer.
Huset fremstår ualmindelig intakt med sin enkle udsøgte materialeholdning, de mange gennemarbejdede detaljer og den smukke proportionering. Brug af skydedøre mellem opholdsrummene understreger det flydende rumforløb, der er så karakteristisk for Bertel Udsens arkitektur.
Villa i Trørød fra 1966 med den karakteristiske pejs
På Folesletten 23 i Trørød ligger et Udsen-hus med en særdeles stor og central pejs i stuen, karakteristisk for Udsens huse.