Nyhedsbrev juli 2023

Nyhedsbrevet blev sendt til foreningens medlemmer d. 26. juli 2023. Man kan med fordel blive blive medlem af foreningen, hvis man ønsker at modtage fremtidige nyhedsbreve. Medlemskab af foreningen er gratis.


Kære [medlemsnavn]

Her er nyhedsmail fra Forening for påskønnelse af Bertel Udsens huse til dig, der er medlem nummer X ud af pt. 56 medlemmer. 

Ny side om vedligeholdelse og renovering af Udsen-huse

Der er tilføjet en ny side på foreningens hjemmeside, hvor vi samler erfaringer, anbefalinger og tips til vedligeholdelse, renovering og udbygning af Udsen-huse: https://berteludsenshuse.dk/vedligeholdelse/

Denne side indeholder pt. kun to opslag, men hermed en opfordring til at kontakte os, hvis I har et renoverings- eller vedligeholdelsesprojekt, som I vil dele. Stort som småt – alt kan give værdi. Vi hører specifikt gerne fra nogen, der har udskiftet deres tagpap, idet mange står overfor dette projekt de kommende år. Skriv til os på berteludsenshuse@gmail.com

Arkitektur- og bevaringspris

Flere kommuner uddeler årligt Arkitektur- og Bevaringspriser, der hylder spændende arkitektur og den nænsomme renovering af eksisterende bygninger. Af Rudersdal Kommune er foreningen blevet opfordret til at indstille et eller flere Udsen-huse til priserne, og i den forbindelse vil vi gøre opmærksom på prisen og opfordre Udsen-husejere til enten at indstille sig selv, eller bede os om det. 

Vi kan komme i tanke om mange gode eksempler på velbevarede og smukke ældre Udsen-huse, som man kan vise frem som eksempel på god arkitektur og byggeskik. Vi har allerede planlagt at indstille det velbevarede Birkevej 10 fra 1961, men indstiller gerne flere huse, idet ældre huse også kan vinde både arkitektur- og bevaringsprisen og der desuden er flere muligheder for at opnå hædrende omtale. 

Kontakt os gerne pr. mail eller telefon 2628 2457, hvis du vil høre mere om mulighederne for at få jeres hus indstillet. Læs også mere om Rudersdal Kommunes arkitekturpris: 

Deadline for indstilling er d. 18. august 2023. 

Adresselister

Som skrevet i et tidligere nyhedsbrev har vi for nylig udvidet vores adresseliste med billeder og link til byplansager: https://berteludsenshuse.dk/placeringer/. Der er dog en del huse, vi ikke har kunne tilvejebringe billeder af, så hermed en opfordring: Kig listen igennem og se, om dit eget Udsen-hus eller et Udsen-hus tæt på dig mangler billede, og send os gerne et enkelt billede af huset udefra, som vi kan tilføje. Det vil værdsættes meget 🙂 

Kommende åbent hus-arrangementer

Efter en kort sommerpause afholder vi i august og september igen åbent hus-arrangementer, hvor Udsen-husjere venligst åbner dørene til deres smukke huse for medlemmer af foreningen. Vi er meget taknemmelige for den vedvarende opbakning til disse arrangementer og nyder at skabe en anledning til at medlemmerne kan mødes i smukke omgivelser. 

Åbent hus på Birkevej 10 i Birkerød

Huset på Birkevej 10 fra 1961 har næsten samme plantegning som Udsens eget hus på Bjælkevangen 15, og er løbende blevet smukt vedligeholdt og renoveret. Specielt er det nyrenoverede Oregon Pine-køkken værd at fremhæve, men bemærkelsesværdigt er også husets generelle stand og den smukke planløsning.  

Åbent hus på Egemosen nr. 11 og nr. 18

Egemosen 18: En særlig detalje adskiller huset væsentlig fra andre huse, da huset hviler på tre gennemgående bjælker lagt på en 20 meter lang betonmur støbt i forskalling og med flækkede marksten som dekoration. Et spændende og flot vedligeholdt hus fra 1964. 

Egemosen 11: Huset fra 1968 er også et usædvanligt hus, idet der er tale om et hus med skråt tag og røde mursten, hvilket viser Udsens mangeartede arkitektoniske udtryk. Udefra er læmurerne og skorstenen dog tydelige og genkendelige tegn på Udsen-arkitektur. 

Vi glæder os til to gode arrangementer, hvor vi hilser på hinanden og nyder Udsens unikke arkitekturstil. 

Venlige hilsner, 

Peter og Maria