Åbent hus: Bjælkevangen 15

De nuværende beboere af Udsens eget hus på Bjælkevangen har allervenligst tilbudt at åbne dørene for foreningens medlemmer. Der er dermed mulighed for at besøge et smukt og historisk vigtigt Bertel Udsen-hus, som er en væsentlig del af Danmarks arkitektoniske kulturarv: Udsens eget hus fra 1956.

  • Hvornår: Søndag d. 26. marts 2023 klokken 13 til 14
  • Hvor: Bjælkevangen 15 i Kongens Lyngby

Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig.

Tilmelding kan ske ved at udfylde tilmeldingsblanketten nederst på siden. Alternativt er man velkommen til at skrive til berteludsenshuse@gmail.com.


Om Bertel Udsens eget hus

Bjælkevangen 15 blev bygget i 1956 til at være Bertel Udsens familiehus, men blev i 1959 udvidet til også at indeholde hans tegnestue.

Nedenfor kan ses plantegningen for det oprindelige hus og tilbygningen, samt en række billeder. For alle nysgerrige kan husets byggeansøgninger til Lyngby-Taarbæk kommune hentes fra kommunernes digitale byggesagsarkiv, hvis man søger først på kommunen, og derefter på adressen.


Sådan gik det

Det var et dejligt åbent hus-arrangement, hvor 18 medlemmer deltog, og hvor der var livlig snak og erfaringsudveksling blandt de besøgende. Vi blev vist rundt i huset og den dertilhørende udbygning, som husede Udsens tegnestue. Blandt de besøgende var flere af Udsens familiemedlemmer, hvor gensynet med huset frembragte mange gode minder og glæde. For os andre var det inspirerende og lærerigt at høre om, hvordan huset havde sat rammerne for familielivet og for Bertel Udsens arbejde. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre dag 🙂