Udsens arkitektur

Bertel Udsen (1918-1992)

Med sine tanker om åbne planløsninger og rummelighed, og den gennemgående brug af gule murstensvægge, sort og bærende træværk i konstruktionerne, store vinduespartier og fyrretræslofter, var Bertel Udsen både et produkt af sin tid og forud for sin tid. Overalt anvendte han relativt få materialer, primært tegl og træ, i varme farver, der med stoflighed og rustikke virkninger gav husene en enkel skønhed. Den enkle og udsøgte materialeholdning, de mange gennemarbejdede detaljer og den smukke proportionering gav hvert hus klare arkitektoniske værdier.

Inspirationen fra både Jørn Utzon og Frank Lloyd Wright er tydelig, og mange af Udsens huse blev gennemførte repræsentanter for enfamiliehuset som en del af velfærdssamfundets bygningskultur.

På denne hjemmeside har Forening for påskønnelse af Bertel Udsens huse samlet billeder af udvalgte Udsen-huse. Nogle huse har for nyligt været til salg, hvorfor ejendomsmægleren har tilvejebragt billeder, og andre huse tilhører medlemmerne af foreningen, som venligt har ladet deres huse fotografere for at dele den unikke og alligevel gennemgående arkitektur, der kendetegner Udsens mange huse.

Kontakt os endelig, hvis du vil have dit Udsen-hus med på denne side.


Villa i Rødding fra 1972 med ualmindeligt smukke trælofter

På Nordhaven 2 i Rødding ligger et arkitektonisk mesterværk. I 1971 tegnede Bertel Udsen huset (med tilhørende dyrelægeklinik) til et ungt ægtepar. Lidt usædvanligt havde det jyske ægtepar valgt en sjællandsk arkitekt, men efter at have været på besøg i Udsens eget hus i Hjortekær, var de dog ikke i tvivl: De ville bo i et Bertel-hus. Og Udsen skuffede bestemt ikke, da han tegnede huset i Rødding. Selv efter hans høje standard, er huset nemlig noget helt specielt. Især loftkonstruktionen i stuen er på et meget højt niveau og kan nærmest betragtes som et lille kunstværk i sig selv. Selvfølgelig stadig med den karakteristiske Udsen’ske hygge.

Det er stadig den oprindelige ejer, der, efter sin mands død for nogle år siden, bor i huset, der da også er flot velholdt i den helt oprindelige stil, og med en sjælden smuk patina, sjæl og varme.


Sommerhus på Skagen fra 1962 med anneks

På Elsdyrvej 27 i Ålbæk ligger et virkeligt smukt og velbevaret Udsen-sommerhus på en flot skovgrund. Med originale sorte bjælker og fyrretræslofter til kip rammer huset den helt rigtige balance mellem dansk sommerhygge og udpræget Udsen-arkitektur. Sommerhuset er hovedsageligt opført i træ, men de karakteristiske gule teglsten er også ført ind flere steder i huset. Blandt andet i ét af de to ildsteder, som huset er udstyret med.



Villa i Søllerød fra 1959 på skrånende grund

Huset på Arnevangen 15 er opført på en skrående grund og placeret på grundens østlige del, hvor det strækker sig i hele grundens længde fra nord til syd. Det skrående terræn genfindes og udnyttes i både planens og tagfladernes forskudte niveauer.

Huset fremstår ualmindelig intakt med sin enkle udsøgte materialeholdning, de mange gennemarbejdede detaljer og den smukke proportionering. Brug af skydedøre mellem opholdsrummene understreger det flydende rumforløb, der er så karakteristisk for Bertel Udsens arkitektur. Der er skrevet om huset på arkitektursiden Vild med huse: Man forelsker sig i Udsens komplekse arkitektur.

Huset på Arnevangen 15 har været inspirationen til oprettelsen af denne forening, idet vi, foreningens stiftere, har boet her siden 2021.


Villa i Fredensborg fra 1974 med forskudte niveauer og røde mursten

Huset på Rønnevej 11 i Sørup har gennemgående rå murstensvægge, loft til kip, forskudte plan samt flotte plankegulve på værelser og i stuen og er smukt placeret med udsigt over haven og sø. Lidt atypisk er huset bygget med røde mursten, som sammen med de smukke trælofter overalt i huset giver et flot farverigt hus.


Villa i Farum fra 1962 med store vinduespartier

Huset på Brudedalen 29 har særdeles flotte trædetaljer i loftet, der følger de forskudte niveauer. Desuden er der store vinduespartier i stuen – lidt atypisk for Udsen – og flere andre fine detaljer, der giver lys og luft i alle rum. Huset fik i 1977 en lille tilbygning, der udvidede det store soveværelse. I forhold til den oprindelige plantegning (se byggesag) er to kamre også i dag blevet samlet til ét større værelse.


Villa i Birkerød fra 1962 med dejlig genkendelig plantegning

Hvis huset på Birkevej 10 virker bekendt, er det fordi bygherre ønskede et hus magen til Udsens eget hus på Bjælkevangen i Lyngby. Den endelige plantegning til Birkevej 10 blev dog en anelse justeret for at passe til grunden, typisk for Bertel Udsen. Huset har en rummelig og åben planløsning, der trods et originalt boligareal på kun 116 m2 alligevel rummer hele 4 værelser. Huset har siden fået tilføjet ny entré og udestue, og er i dag på 139 m2. 

Huset på Birkevej 10 er ualmindeligt godt vedligeholdt og fik for nyligt restaureret det originale køkken. De gamle låger blev afmonteret og fik fjernet den gamle Oregon Pine finér, hvorefter et nyt lag Oregon Pine blev monteret, slebet og lakeret, således at køkkenet i dag fremstår helt som da det blev monteret i 1962.


Villa i Skodsborg fra 1964 i halvanden plan

Huset på Egemosen 18 i Skodsborg har mange af Bertel Udsens karakteristiske træk, herunder pejsen og tagudhænget. Men en særlig detalje adskiller den væsentlig fra andre huse, da huset hviler på tre gennemgående bjælker lagt på en 20 m lang betonmur støbt i forskalling og med flækkede marksten som dekoration.

Huset er tilpasset den omgivende natur med bevarelsen af store høje egetræer og bøgetræer og den naturligt stejle grund, der gør det muligt at opføre et 1 ½ plans hus, hvor begge plan har direkte udgang til haven. Et spændende og flot vedligeholdt hus.

Der er foretaget en indvendig renovering af huset, der ændrede planløsningen, så køkken, stue og spisestue nu fremstår i et åbent plan, men stadig med respekt for Bertel Udsens kendetegn, herunder køkkenet i Oregon Pine.


Villa i Gl. Holte fra 1971 med japanske undertoner

Huset ligger på Højleddet 29 og er med sin irregulære grundplan, sit “flydende” rumforløb samt det nære samspil med den omgivende natur og en gennemført ærlighed i materialerne, en fin og særdeles intakt repræsentant for Udsens traditionelle amerikansk/japansk inspirerede villaarkitektur.



Villa i Rungsted fra 1960 med stort orangeri

Huset ligger på Hestehaven 11 i Rundsted Kyst. Huset fremstår helt uændret og endda med originalt køkken, og har de karakteristiske flotte gule murstensvægge, fyrretræslofter, forskudte plan og et fantastisk lysindfald, som er indtænkt i arkitekturen for at sikre lyset fra alle fire verdenshjørner.



Sommerhus i Nexø fra 1978

Sommerhuset ligger på Gubbegårdsvej 17 i Nexø på Bornholm, på en 2500 m² stor naturgrund. Huset er opført som et længehus med assymmetrisk taghældning. Størstedelen af huset er gennemlyst fra begge sider og kombinationen med ovenlysvinduer gør huset meget lyst.



Villa i Dragør fra 1969 i forskudte plan

Huset ligger på Nordvænget 4 i Dragør. Modsat de fleste grunde i Nordsjælland, hvor Udsen “normalt” boldtrede sig, ligger huset på en relativ lille grund på 734 kvm. Huset har en formidabel plantegning, med niveauopdeling mellem køkken/spisestue og opholdsstue, som passer optimalt til den lidt mindre grund.


Villa i Lyngby fra 1962 med alle originale detaljer og tilbygning i stuen

På Hvidegårdsparken 65 i Lyngby ligger et smukt eksempel på, hvordan Bertel Udsen udtrykte tidens modernisme gennem stoflighed, enkel skønhed, åben arkitektur, gode lysindfald og kontakt til naturen. Huset har virkelig mange fine detaljer (bemærk især loftets trækonstruktion i stuen og det originale køkken) og smuk overgang mellem indenfor og udenfor.

Et lille årti efter husets opførelse blev stuen udvidet, så den har udsigt til søen foran huset. Se original plantegning her.



Villa i Farum fra 1966 med tilbygning fra 1971

Huset ligger på Hyldevænget 20 i Farum, og fik i 1971 en tilbygning, også tegnet af Bertel Udsen. Tilbygningen gav huset et køkken-alrum, og lå i forlængelse af stuen, der havde den karakteristiske store pejs.



Villa i Birkerød fra 1967 med hvide mursten og stor terrasse

Villaen på Abildlunden 18 i Birkerød har meget typisk Udsen-arkitektur, og fremstår originalt med Oregon Pine-køkken. Huset adskiller sig dog væsentlig fra andre ved at være bygget med hvide mursten frem for gule.



Villa i Holbæk fra 1982 med kvadratisk planløsning

På Kærsangervej 114 i Holbæk lige ud til Holbæk Fjord, ligger dette fine hus, som – atypisk for Bertel Udsen – har rødt tegltag, ingen pejs og en helt kvadratisk planløsning. Til gengæld har den mange karakteriske særtegn, herunder de skrå lofter, høje vinduespartier og en åben planløsning. Et af Udsens senere huse.



Villa i Farum fra 1971 med plantegning lig Udsens eget hus

På Egebakken 6 i Farum ligger et hus på 156 kvm, hvis plantegning er stærkt inspireret af huset eget hus fra 1956. De primære forskelle dækker primært over, at der en separat børneafdeling med 3 værelser, at forældreværelset har eget badeværelse (i stedet for lille arbejdsværelse), og at udendørs er der en stor opmuret terrasse med trægulv.



Villa i Vipperød (Holbæk) fra 1973 på hele 406 kvm

På Arnakkegårds Allé 60 i Arnakke, Vipperød ligger et enormt Bertel Udsen-hus, der har udsigt til Bramsnæs Bugt. Huset har specielt mange fine detaljer i loftkonstruktionen.



Villa i Trørød fra 1966 med den karakteristiske pejs

På Folesletten 23 i Trørød ligger et Udsen-hus med en særdeles stor og central pejs i stuen, karakteristisk for Udsens huse.


Villa i Greve fra 1969 på hele 226 m2

Huset på Jerismosevej 75 i Greve er tidligere lægebolig. Huset har de karakteristiske forskudte plan og store kamin, men også sorte bjælker i træloftet, hvilket ikke ses så ofte.