Udsen-foreningens arkitekturpris 2025
I Forening for påskønnelse af Bertel Udsens huse hylder og værdsætter vi den særegne og betydningsfulde arkitektur, der kendetegner Bertel Udsens huse.
Men vi vil også gerne se fremad og være med til at hylde nutidige arkitekter og deres smukke, nybyggede huse.
Arkitekturprisen tildeles således et nyere hus (bygget for nyligt eller inden for de sidste 10 års tid), der i stil og kvalitet viderefører Bertel Udsens tunge arkitektoniske arv.
Med arkitekturprisen håber vi at skabe opmærksomhed omkring de arkitekter og bygherrer, der formår at skabe boliger i dagens Danmark, der står som stilfærdige monumenter over kærligheden til den gennemtænkte og sjælefulde bolig.
Nedenfor ses billeder af nogle af de huse, der indtil videre er blevet indstillet som kandidater til prisen og som giver et billede af variationen.
Det bemærkes, at arkitektens eller bygherrens forudgående kendskab til Bertel Udsen ikke er en forudsætning for at kunne indstille et hus til arkitekturprisen. Inspirationen kan sagtens stamme fra den generelle påskønnelse af huse af den stil og kvalitet, som Bertel Udsens huse også kendetegnes af.
Nederst på siden findes formularen til at indstille et hus til arkitekturprisen.
Vurderingskriterier
Eksempel på klassisk Udsen-arkitektur med blanke mursten og trælofter
Når vi stifter og uddeler en arkitekturpris, må vi nødvendigvis forsøge at beskrive, hvad der måles og vurderes på, når vi siger, at vi gerne vil præmiere nybyggede huse, der viderefører Udsens arkitektoniske arv.
For hvordan definerer man egentlig de arkitektoniske kendetegn ved Bertel Udsens huse? Hvad var det, der virkelig karakteriserede dem?
Var det anvendelsen af gule teglsten, sortmalet træværk, markante trælofter og de flotte jordfarver i alle husets rum? Eller var det Udsens tilpasning af bygningens geometri til terrænet – hvor landskabets naturlige variation integreredes i planløsningen og afspejledes i tagfladernes forskudte niveauer?
Eksempel på Udsen-arkitektur der er tilpasset terrænet
Eller var det de flydende overgange mellem inde og ude, hvor materialernes kontinuitet på tværs af facade og interiør opløste grænsen? Eller skal man søge det i detaljeringen – i murværkets bearbejdning omkring vindues- og døråbninger, eller i de konsekvent synlige, bærende konstruktioner, der blev en del af det arkitektoniske udtryk?
Det er svært at sige. Men man ved det, når man ser det. Og vi lader medlemmerne af foreningen stå for vurderingen, så vi i fællesskab kan finde det hus – og arkitekt eller bygherre -, der bedst følger den høje standard for arkitektur og godt bygningshåndværk, som Bertel Udsen var repræsentant for i hele hans lange arbejdsliv.
Præmie
Vinderen af arkitekturprisen modtager et symbolsk beløb fra foreningen på 1.000 kroner og en indgraveret platte. Anden- og tredjepladsen får en indgraveret medalje.
Indstilling, nominering og prisoverrækkelse
Her er den forventede tidsplan for tildeling af arkitekturprisen. Ændringer kan forekomme, men vi forventer at holde fast i prisoverrækkelsen i slutningen af 2025:
Fase | Beskrivelse | Forventet dato |
Indsamling af indstillinger | I første halvdel af 2025 arbejder foreningen på at gøre opmærksom på arkitekturprisen, således at flest mulige arkitekter og bygherrer får mulighed for at indstille deres huse til prisen. | Januar til juni 2025 |
Udvælgelse af nominerede huse | Afhængig af antallet af indstillede huse og kvaliteten af billeddokumentation, foretager vi muligvis en udvælgelse af nominerede huse, således at vi forhåbentlig kan ende med 4-6 gode kandidater. | Juli 2025 |
Vurdering af nominerede huse | Billeder og beskrivelser af de nominerede huse bliver delt på hjemmesiden. Afhængigt af forholdene omkring de nominerede huse vil der i denne periode muligvis afholdes enkelte åbent hus-arrangementer, hvor de nominerede husene kan opleves1. | August til september 2025 |
Afstemning om arkitekturpris | Afstemningen sker på foreningens hjemmeside, hvor alle medlemmer får mulighed for at afgive deres stemme. Hvert medlem kan tildele de nominerede huse 3 point, 2 point eller 1 point. Vinderen findes baseret på antallet af point tildelt. | Ultimo september 2025 |
Prisoverrækkelse | Alle medlemmer og arkitekt/bygherrer inviteres til prisoverrækkelse. | November 2025 |
Om indstilling af et hus til arkitekturprisen
Alle nyere huse kan indstilles til arkitekturprisen og vi modtager med tak indstillinger fra både arkitekter, bygningskonstruktører, bygherrer, håndværkere eller andre, der har været involveret i bygningen af et hus. I alle tilfælde skal nuværende ejer af huset dog være informeret om, at huset indstilles til prisen.
Udfyld nedenstående formular for at indstille et hus til arkitekturprisen. Af praktiske årsager bedes billedmateriale af det indstillede hus sendes separat til foreningens mailadresse: berteludsenshuse@gmail.com. Meget gerne billeder både indefra og udefra. Arkitektegninger og plantegninger modtages også, men er ikke et krav.
Efter indsendelse modtager I bekræftelse på, at vi har modtaget indstillingen, og vi vil løbende holde jer opdateret om udviklingen.
På forhånd tak for alle indstillinger 🙂
Indstilling
Husk også at sende et par billeder af huset til foreningens mailadresse: berteludsenshuse@gmail.com.