Tildeling af arkitekturprisen udsættes til 2026

Vi har besluttet at udsætte tildelingen af Udsen-foreningens arkitekturpris til foråret 2026. Dette skyldes hovedsageligt manglende tid til at arrangere alt det praktiske omkring udvælgelse og ikke mindst besøgene til de nominerede huse. Vores tilbygningsprojekt af Arnevangen 15 – som mange foreningsmedlemmer har hørt og læst om i årevis efterhånden – er nu endelig i gang. Alle, der har haft gang i større husprojekter, vil vide, at det er en krævende periode, hvor meget af fritiden går med forberedelser og praktiske gøremål. Af denne årsag har vi simpelthen ikke haft det fornødne overskud til at udvælge og lave oversigter over de nominerede huse med billeder og beskrivelser med henblik på afstemning hos medlemmerne, og aftale åbent hus-arrangementer. Alt det må vente til foråret.

Vi beklager udsættelsen og takker allerede nu for de mange gode indstillinger til arkitekturprisen, vi har modtaget. Det er en glæde at blive opmærksom på de mange smukke huse, der bliver bygget rundt omkring i Danmark. Vi glæder os til at arbejde med arkitekturprisen igen. Vi holder jer opdateret 🙂

Venlig hilsen Peter og Maria