Åbent hus og rejsegilde – Arnevangen 15

Foreningens stiftere inviterer til åbent hus og rejsegilde for vores tilbygning til vores hus fra 1959. I juni 2026 står tagkonstruktion og mure nemlig klar, og vi benytter anledningen til at invitere til et uformelt rejsegilde. Vi vil takke vores dygtige håndværkere, og fejre det gode håndværk og et hus, som vil danne ramme for vores familie de næste mange år.

Hvor: Arnevangen 15, Søllerød, 2840 Holte
Hvornår: Lørdag d. 27. juni 2026 klokken 14

Foruden den normale rundvisning, som der altid er til åbent hus-arrangementer, vil der også være lidt at spise og drikke, leg i haven til børnene, og ikke mindst bare hygge og samvær. Alle er velkomne til at blive så kort eller så længe, de måtte ønske. Hvis man ikke kan nå det til klokken 14, er man velkommen til at støde til, når man kan.

Det bemærkes, at det originale hus står uberørt, og interesserede i den originale arkitektur vil stadig kunneopleve klassisk Udsen-hus med skrå trælofter, blanke murstensvægge, køkken og garderober i Oregon Pine og blotlagte sorte bjælker.

Tilbygningen:

Alle medlemmer er velkomne. Venligst tilmeld jer på formularen nedenfor, så vi ved, hvor mange der kommer.

Vi glæder os til at se jer 🙂

Tilmeld åbent hus – Arnevangen

Åbent hus – Nordhaven 2 i Rødding

Foreningens medlemmer får mulighed for at besøge et af de absolut smukkeste Udsen-huse, vi endnu har set: Huset på Nordhaven 2 i Rødding (ved Vejen, i det nordlige Sønderjylland) fra 1972. Huset er umanerligt flot velholdt i den helt oprindelige stil, med usædvanligt smukke trælofter og flotte detaljer overalt, og ikke mindst en sjælden smuk patina, sjæl og varme.

​Sæt kryds i kalenderen allerede nu for et usædvanligt anbefalelsesværdigt åbent hus-arrangement: 

Hvor: Nordhaven 2, 6630 Rødding
Hvornår: Lørdag d. 29. august 2026 klokken 13 og nogle timer frem

Foruden at kunne opleve denne arkitektoniske perle, får vi på dagen også mulighed for at opleve et andet hus, som ligger i gåafstand derfra. Nogle 100 meter fra huset har ejerens søn nemlig fået bygget et nyt hus med Udsen som inspiration, hvilket tydeligvis kan ses i både materialevalg og arkitektur. ​​

Således er der tale om et dobbelt åbent hus-arrangement, som er værd at rejse efter! Vi ved jo, at mange ville skulle komme fra Sjælland, men mon ikke mange vil synes, at det er turen værd 🙂 

Flere detaljer om åbent hus arrangementet (mulighed for fællestransport mv.) bliver meldt ud, når vi kommer tættere på. 

Tilmelding til åbent hus på Nordhaven 2

Tilmeld åbent hus – Nordhaven

Åbent hus – Vilvordevej

Foreningens medlemmer får igen mulighed for at besøge et smukt Udsen-hus. Denne gang i Charlottenlund, hvor Udsen-huset stod færdigbygget i 1962 og i dag stadig ejes af bygherre. Vi glæder os meget til at se det smukt vedligeholdte hus, der har en meget interessant plantegning og mange genkendelige Udsen-træk.

  • Hvor: Vilvordevej 68, 2920 Charlottenlund
  • Hvornår: Onsdag d. 29. oktober 2025 klokken 17 til 18

Alle medlemmer er velkomne. Venligst tilmeld jer på formularen nedenfor, så vi ved, hvor mange der kommer.

Tilmelding

22 tilmeldinger. Arrangement afholdt – lukket for tilmelding.

Tildeling af arkitekturprisen udsættes til 2026

Vi har besluttet at udsætte tildelingen af Udsen-foreningens arkitekturpris til foråret 2026. Dette skyldes hovedsageligt manglende tid til at arrangere alt det praktiske omkring udvælgelse og ikke mindst besøgene til de nominerede huse. Vores tilbygningsprojekt af Arnevangen 15 – som mange foreningsmedlemmer har hørt og læst om i årevis efterhånden – er nu endelig i gang. Alle, der har haft gang i større husprojekter, vil vide, at det er en krævende periode, hvor meget af fritiden går med forberedelser og praktiske gøremål. Af denne årsag har vi simpelthen ikke haft det fornødne overskud til at udvælge og lave oversigter over de nominerede huse med billeder og beskrivelser med henblik på afstemning hos medlemmerne, og aftale åbent hus-arrangementer. Alt det må vente til foråret.

Vi beklager udsættelsen og takker allerede nu for de mange gode indstillinger til arkitekturprisen, vi har modtaget. Det er en glæde at blive opmærksom på de mange smukke huse, der bliver bygget rundt omkring i Danmark. Vi glæder os til at arbejde med arkitekturprisen igen. Vi holder jer opdateret 🙂

Venlig hilsen Peter og Maria

Arkitekturprisen har fået sin egen side

Det sidste års tid har medlemmerne kendt til vores plan om at stifte Udsen-foreningens arkitekturpris, hvor vi vil hylde og præmiere nulevende arkitekter, der står på skuldrene af og viderefører Bertel Udsens tunge arkitektoniske arv.

Med tak har vi allerede nu modtaget en håndfuld indstillinger til prisen.

Nu har arkitekturprisen endelig fået sine egen side, hvor vi beskriver mere om baggrunden for stiftelsen af prisen, hvordan de indstillede huse vurderes og faserne i forløbet frem til prisoverrækkelsen i slutningen af 2025.

Gå til Arkitekturpris

Vi vil i den kommende tid gøre opmærksom på arkitekturprisen i forskellige relevante fora.

Vi glæder os til at arbejde videre med arkitekturprisen 🙂

Åbent hus – Skovkilden

Vi er glade og taknemmelige for, at vi og foreningens medlemmer får lov til at opleve Skovkilden 22 i Bagsværd. Huset er opført i 1965 og på mange måder ligner det Udsens eget smukke hus i Hjortekær. Især når det gælder planløsningen, går mange af Bertel Udsens simple og smukke løsninger igen. Værelserne ”låner” af hinanden, hvilket giver huset en fornemmet størrelse på langt over de 123 kvadratmeter, som det strækker sig over. Kigger man op, ser man dog, at der er blevet gjort noget helt ekstra ud af tagenes geometri, hvilket giver huset sit helt eget særkende. 

Man kan glæde sig til at opleve det smukke hus:

  • Hvor: Skovkilden 22, 2880 Bagsværd
  • Hvornår: Søndag d. 1. juni 2025 klokken 11 til 12

Byggesagen på huset kan findes her.

Som altid er alle medlemmer velkomne, men tilmelding er nødvendig (nederst i dette blogindlæg).

Læs mere

Åbent hus – Kuben

Bebyggelsen Kuben er en samling kædehuse beliggende i Øverød. Typisk for Udsen er hvert hus møjsommeligt tilpasset terrænet og sin placering i forhold til nabohusene, hvorfor stort set alle 33 huse har forskellige detaljer og rumfordeling.

Vi har allervenligst fået lov til at besøge et af de smukkeste huse i byggeriet. Husets planløsningen har flere lighedstræk med Udsens eget hus i Hjortekær. Huset er et pragteksempel på hvordan de særlige arkitektoniske kendetegn kan bevares, selvom der er gennem årene er blevet foretaget en række tilbygninger. Huset står originalt med trælofter, blanke murstensvægge og det velkendte køkken i Oregon Pine.

  • Hvor: Frederik Clausens Vænge 13, Øverød 2840 Holte
  • Hvornår: Søndag d. 27. april 2025 klokken 13 til 14

Opdatering:

Vi har fået mulighed for at besøge hele to huse i bebyggelsen. Vi starter med at besøge Frederik Clausens Vænge 13, og efter ca. 35-45 minutter, triller vi i flok ud og oplever og hører mere om resten af bebyggelsen, hvorefter vi slutter af på Kuben 16, hvor et nyt værtspar allervenligst byder os velkommen. 

Se flere billeder af huset her og byggesagen for hele bebyggelsen her.

Som altid er alle medlemmer velkomne, men tilmelding er nødvendig (nederst i dette blogindlæg).

Læs mere

Året der gik – 2024

I starten af 2024 havde foreningen 87 medlemmer, mens vi begynder 2025 med 118 medlemmer. Vi er meget taknemmelige for hvert et medlem og styrkelsen og udbredelsen af fællesskabet omkring påskønnelsen af Udsens unikke arkitekturstil. 

Et stort tak til alle de medlemmer, der i løbet af året har åbnet deres huse til glæde for alle i foreningen, og også tak til alle, der har deltaget i åbent hus-arrangementerne og gjort oplevelsen endnu bedre. 

Fem gange har medlemmer allervenligst budt os indenfor til et åbent hus-arrangement:   

  • Januar 2024: Folesletten 23 i Trørød.
  • Juni 2024: Hegnsvej 9 i Nærum.
  • August 2024: Brudedalen 29 i Farum.
  • September 2024: Birkevej 10 i Birkerød.
  • November 2024: Hyldevænget 20 i Farum. 

I løbet af året har vi, Peter og Maria, besøgt yderligere et par Udsen-huse og lagt foldere i postkassen på en lang række huse, så endnu flere Udsen-husejere bliver bekendte med foreningen og bliver opmærksomme på deres huses særegne og betydningsfulde arkitektur.  

På foreningens hjemmeside, berteludsenshuse.dk tilmelder nye medlemmer sig løbende, og en gang imellem sender nogen os adressen på et Udsen-hus, vi ikke i forvejen kendte til. Så tilføjer vi adressen til adresselisten, inkl. byggesagsdokument, evt. billeder og link til Google Maps. Vi lægger løbende nye billeder af Udsen-huse på hjemmesiden, efterhånden som vi får fat i billeder. Vi prøver også at holde bloggen opdateret, ligesom vi også opdaterer foreningens Facebook-side en gang imellem, selvom sidstnævnte afgjort kunne gøres oftere. Vi synes stadig, det er hyggeligst at sende nyhedsbreve ud, så det er afgjort her, flest nyheder kommer ud til jer medlemmer. 

I det nye år vil vi arbejde videre på den nystiftede ‘Udsen-foreningens arkitekturpris’, som vi tidligere har skrevet til jer om: https://berteludsenshuse.dk/stiftelse-af-arkitekturpris/. Vi kender allerede et par mulige nomineringsværdige huse, men tager stadig gerne imod forslag. Og hvis nogen har lyst til at være med til at besøge, vurdere og indstille et af husene til arkitekturprisen, er man meget velkommen til at kontakte os. 

I vores egen lille verden håber vi at komme i mål med udbygningen af vores Udsen-hus på Arnevangen 15. Hvem ved, måske kan vi endda nå at holde et åbent hus-arrangement til jer i år, så man kan opleve en tilbygning som forventeligt og forhåbentlig kommer til at være helt i Udsens ånd, og som mange af jer medlemmer har hørt om længe. 

Og som altid må I ellers sige til, hvis I har ideer til hvad vi som forening kan hjælpe jer med. Vi er lutter ører 🙂 

Bogudgivelse og -reception

I løbet af 2025 forventer vi hele to bogudgivelser, der vil være af interesse for foreningens medlemmer. Den første bog lander allerede i januar, idet bogen ‘Parcelhusportrætter’ udkommer. I denne bog indgår to Udsen-huse (Arnevangen og Nordhaven) ud af 12 parcelhusportrætter med omfattende billeddokumentation og fortællinger om husenes arkitektur og historie. Om bogen beskriver forfatterne Helene Høyer Mikkelsen & Line Stougaard blandt andet:

Bogen formidler fortællinger og perspektiver fra parcelhusejerne og supplerer med reflekterende tekster. Ved at besøge 12 huse og deres ejere, som har budt indenfor og generøst, rørende og ærligt delt deres perspektiver og erfaringer, viser bogen, at parcelhusliv er forskelligartet, fyldt med nuancer, personlighed og fortællinger.

Medlemmer af foreningen – og alle andre – inviteres til bogreception, enten i Århus eller København:

  • Aarhus, torsdag d. 16. januar, kl. 16.30 – 18.30. PLUKK, Kjeld Tolstrups gade 8-12, 8000 – Aarhus
  • København, tirsdag d. 21. januar, kl. 16.00 – 18.00. ARKITEKTFORENINGEN, Åbenrå 34, 1124 København K

Her link til Instagram og en video af bogens printning.

Der arbejdes også på en bog kun af Udsen-huse af forlaget Living Architecture. Det håber vi at kunne fortælle mere om det nye år 🙂

Besøg på Nordhaven i Rødding

Her i sensommeren blev vi allervenligst inviteret til Rødding i Sønderjylland, hvor et af de smukkeste Udsen-huse vi endnu har oplevet ligger. Det var i dén grad turen værd, idet vi fik set et rent mesterværk af et hus, der har haft den samme ejer siden opførelsen i 1972. Et hus som oser af hygge, sjæl, patina og har de fineste detaljer overalt i konstruktionen. Det var virkelig en oplevelse og er vi er meget taknemmelige for at have fået lov til komme på besøg.

Her kan man se flere billeder af det smukke hus: https://berteludsenshuse.dk/arkitektur-og-billeder/#Nordhaven